Dramatisk Debut Vinder på Teater V

Om dramatikeren:

Sophie Zinckernagel (f. 1983) er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater, i 2013. Sophie har udover diverse roller på film og teater, blandt andet, modtaget en Årets Reumert Talentpris i 2014. Hun deltog også i ”Dramatisk Debut 2016”, hvor hendes manuskript “Apocalypso” endte blandt de sidste 10.

Sophie har skrevet siden hun var 21 år, så hun har allerede en del i skrivebordsskuffen. Ideen til stykket ”John Lennon er død” kom efter hun havde set en dokumentar om Yoko Ono og John Lennons fredelige aktion ”In bed for Peace”.

Hun blev rørt og ramt af deres tro på at verden kan forandres til det bedre. At det er muligt at gøre en forskel. Men da hun kiggede indad og så på sin egen generation oplevede hun apatien, desillusionen og at det hele bare er ligemeget – for vi kan alligevel ikke gøre noget – så derfor er det nemmere bare at forsvinde i serier, Den store Bagedyst, Vild med dans og Game of Thrones.

Da hun vandt Dramatisk Debut i januar 2018 udtalte hun:Det er så stort for mig, at det endelig er lykkedes at få et stykke professionelt produceret. Jeg er meget taknemmelig og helt oppe at køre.

Jeg håber at denne ”dramatiske debut” bliver netop det. Min debut som dramatiker. At kunne veksle imellem at arbejde som skuespiller og at arbejde som dramatiker ville være helt genialt.”