Dramatisk Laboratorium

– Et kursus i at skrive god dramatik

Teater V tilbyder, nu for 14. gang, fire skrivende talenter at deltage i kurset, Dramatisk Laboratorium, med start 22. august, 2022.

Kurset, der strækker sig frem til december, vil præsentere fire talenter for alt fra intuitiv skrivning til dialog til karakter og sprog og genrefest. Herudover vil fundamentet være tekstlæsning – at blive dygtig til at læse og tale om – og derved skrive – dramatik.

Kursisterne vil blive introduceret til dramatikkens grundværktøjer og lærer scenekunstens regler, for igen at kunne bryde dem.

Undervisningen varetages af dramatiker Alexandra Moltke Johansen med besøg af dramatikerne Jokum Rohde, Anna Skov, Zara Lea Palmquist og Line Knutzon. 

De fire kursister vil parallelt med undervisningen udarbejde et novelledrama, der vil blive mødt af skuespillere og instruktør til en workshop og til sidst præsenteret som en intern reading d. 27. november 2022. For at komme i betragtning til en af kursets fire pladser, skal man sende en ansøgning. Der er ansøgningsfrist d. 17. juni kl. 12.