Rød kanin hvid kanin

20. januar 2016

Fra Badehotellet til Teater V

Skuespilleren Jens Jacob Tychsen (også kendt som skuespiller Edward Weyse i TV-serien Badehotellet) kommer til Valby. Du kan i øjeblikket opleve ham hver mandag på dit tv, og nu – hvis du er hurtig – altså også “i levende live” på scenen i Valby onsdag den 20. januar kl. 20.

Næppe er Jens Jacob Tychsen gået af scenen efter hele 115 gange at have indtaget rollen som Kaptajn von Trapp i musicalsuccesen ”Sound of Music” på Det Nye Teater, før han onsdag d. 20. januar kl. 20 igen står klar på scenen. Denne gang på Teater V i Valby, hvor han vil tage imod den ultimative skuespillerudfordring – at gå på scenen helt uden form for forberedelse – i den unge iranske dramatiker Nassim Soleimanpours tankevækkende teaterleg “RØD KANIN, HVID KANIN”.

Forestil dig at være 29 år gammel uden mulighed for at forlade dit hjemland. Det er tankevækkende. Iranske Nassim Soleimanpour fortolker en hel generations frustrationer i en vild, intens og yderst original teaterleg. Bundet af sit rejseforbud vender han isolationen til sin egen fordel. Han sender sit manuskript ud i verden, hvor det modtages med åbne arme på alverdens scener! Nassim kræver, at det fremføres af en ny skuespiller hver gang det opføres. Og lige som publikum, er skuespilleren fuldstændig uforberedt på manuskriptets indhold. Skuespilleren modtager først på scenen en konvolut med manuskriptet, som han herefter læser op af.

Det er en del af magien: Skuespilleren oplever handlingen samtidig med publikum!
Handlingen er både skør, komisk, dramatisk, blodig og eftertænksom. Publikum involveres, tvinges til at tage stilling – og det er en på alle måder spændende, meget anderledes og udfordrende oplevelse.

Siden premieren i New York 2011, er forestillingen oversat til 15 sprog. Den er spillet af kendte stjerner som Stephen Rea, Sinead Cusack, Guy Masterson og ikke mindst filmmageren Ken Loach.
I Danmark indtil videre, af blandt andre, af: Lars Mikkelsen, Jens Jørn Spottag, Pilou Asbæk, Carsten Bjørnlund, Mikael Bertelsen, Martin Krasnik og Ellen Hillingsø – og snart altså også Jens Jacob Tychsen.

Varighed: 1 time