Jury til Dramatisk Digi 2021

METTE KRUSE – Juryforperson (f. 1972)

Mette er uddannet dramaturg, med sidefag i film- og medievidenskab. Hun er tidligere leder af DR-Radiodrama, samt kunstnerisk leder for Teater Grob. Mette har de seneste tre år arbejdet freelance bl.a. som instruktør hos Munks Studios og har instrueret lyddramaerne “Revet” (som var nomineret som bedste radiofiktion til “Prix Europa 2020”), samt “Blå piger” og “Lasse finder Simon”. Mette var desuden producer på DR-podcasten ”Equinox 1985” og har senest været medudvikler på  Netflixserien ”Equinox”.

SIMON JON ANDREASEN (f. 1967)

 Simon er leder af Danmarks Akademi for Interaktiv Digital Underholdning (Dadiu) og instruktøruddannelsen for animation og spil, på Den Danske Filmskole. Han har instrueret radio, film, dokumentar og tv og udviklet spil for verdens førende udgivere og tv-selskaber. Med en fod i traditionelle medier og en fod i det digitale har Simon skrevet, instrueret, rådgivet, styret og udviklet værker, teams og strategier til forlag, medier og andre spillere i underhold-
ningsbranchen. Simons nyeste eventyr er kunstnerisk forskning inden for storyworlds, nye fortælleformer og krydsfeltet mellem
spil og teater. Læs evt. mere her:
www.linkedin.com/in/simon-jon-andreasen-13241b14

METTE HEENO (f. 1976)

Mette er manuskriptforfatter og har skrevet for både teater, film og tv. Hun skrev 6 episoder af TV2-Zulus sitcom ”Langt fra Las Vegas” i 2002/03 og stod i 2004 bag manuskriptet til animationsspillefilmen ”Terkel i Knibe”. Hun har siden bl.a. skrevet Tv-serien ”Bedre skilt end aldrig” (TV2); den prisvindende spillefilm ”All Inclusive”; flere episoder af ”RITA”(TV2). Hun var hovedforfatter på Tv-serien ”Lærkevej” (22 afsnit på TV2, 2009/10) og skrev også spillefilmen ”Happy Ending” (2018). Mette har senest været hovedforfatter på miniserien ”Sne Engle”, i 6 afsnit, som er produceret til SVT og DR og får premiere i 2021.

ANDERS LUNDORPH (f. 1975)

Anders har siden sin uddannelse på Rose Bruford College of Speech and Drama i London i 2004 fungeret som teaterinstruktør, dramaturg og dramatiker på diverse scener i Danmark, Sverige, Norge og England. Han var husinstruktør på DRs Radiodrama i årene 2005-10 og har været freelance tilknyttet BBC siden 2014. Anders modtog en Reumert Talentpris i 2008 for forestillingen ”Kopftot” på Cafe Teatret. Han har siden modtaget Årets Reumert for børne/ungdomsforestillingerne ”6PLRK?” i 2010 og ”SKAM 3” i 2020. Forestillingen ”Boys Don’t Cry” modtog en Reumert Særpris i 2014. Anders netop haft premiere på sin anmelderroste sceniske version af Jakob Martin Strids ”Den Utrolige Historie om den Kæmpestore Pære” på Det Kongelige Teater.

LEA LØBGER (f. 1977)

Lea er uddannet producer fra Den Danske Filmskole 2007 og har siden været tilknyttet Cosmo Film, SF-Film, Nimbus Film, Mastiff TV, samt Creative Alliance. Hun har bl.a. produceret TV-serien ”Hånd i Hånd” til Viaplay/TV3, spillefilmene ”Den bedste mand”, ”Vølvens forbandelse”og ”Antboy”-trilogien. Lea var inden sine år på filmskolen blandt andet produktionsassistent på TV-serien ”Langt fra Las Vegas”, spillefilmen ”Klatretøsen” og var sideløbende mellem af den alternative filmskole Super16.

KARIN GILLE (f. 1985)

Karin er uddannet scenograf fra Statens scenekunstskole i 2013 og har siden arbejdet på diverse teatre i ind og udland. Af hendes seneste opgaver, kan blandt andet nævnes: ”Grusomme Måns” på Rogaland Teater, Stavanger 2019; ”Tristan and Isolde” på Det Kongelige Teater 2019; ”An Education” på Revolver, Østerbro Teater 2020 og ikke mindst ”Livstidsgæsterne” på Betty Nansen Teatret 2020. Karin modtog en Reumert Talentpris i 2015 og var finalist, og vandt 3. prisen, i ”Opera regien preiz Opera Nova”, Polen 2020.

PELLE KOPPEL (f. 1968)

 Pelle er stifter af, og teaterdirektør på, Teater V og var i 2010 initiativtager til dramatiker-konkurrencen ”Dramatisk Debut”. I foråret 2013 var han én af initiativtagerne til teaterfestivalen CPH STAGE, som han i dag er næstformand for. Derudover sidder Pelle i bestyrelsen for Dansk Teater og har sideløbende fungeret som skuespiller, instruktør og dramatiker på diverse teatre, hvor hans forestillinger har flere gange være nomineret til Årets Reumert. Han modtog i 2011 De Danske Teaterjournalisters Initiativpris, i 2012 Lauritzen Fondens Visionspris, samt samme år Danske Dramatikeres Hæderspris. I 2019 modtog Pelle Abeprisen fra Fehrs Fond, der gives ”… for en ekstraordinær uselvisk, idealistisk, generøs og innovativ indsats …”.

METTE KRUSE
SIMON JON ANDREASEN
METTE HEENO
ANDERS LUNDORPH
LEA LØBGER
KARIN GILLE
PELLE KOPPEL